Sommetider skal man prøve at mangle noget, for at sætte rigtigt pris på det …
Imorges lagde jeg ud med en gang legen borte-tit-tit med min mobil.
Jeg går ellers ikke meget op i den overhovedet – og er ihvertfald ikke, hvad man kan betegne som en dreven mobilbruger.
Faktisk bruger jeg den så lidt, at jeg meget ofte skal betale et ”bøde-gebyr” hos mit mobilselskab, hvor jeg har en type abonnement hvor jeg skal bruge taletid for minimum en flad halvtredser om måneden. Det kan jeg slet ikke komme på (og jeg har ellers sommetider gjort mig umage) - men da gebyret kun er på 7,50 – og jeg som oftest har brugt for 25 kr taletid – så kan det stadig godt betale sig …
Den er heller ikke særlig fancy – men (synes jeg jo) pæn og praktisk – og helt rigeligt til mit behov …
Der er iøvrigt også meget, meget få mennesker der overhovedet har mit mobilnummer – faktisk så taler jeg kun i den med min mand og børn – resten af kommunikationen hos det fåtal nære venner som også har nummeret, foregår med SMS.
Alligevel var det rigtigt træls at opdage, at den var væk!
Jeg gennemrodede naturligtvis begge de tasker jeg dagligt slæber rundt på – samt bilen, da jeg positivt vidste at jeg sidst havde haft den i går eftermiddags lige efter kursusophør.
Nixenbixen …
Da jeg havde leget borte-tit-tit en times tid, sagde den så alligevel pludselig “bøh” ( eller altså det gjorde den jo ikke – den gav bare den lyd, som den nu giver når ny SMS indløber) – og så var den alligevel i den ene taske.
Jeg var så sikker på, at det ikke kunne være tilfældet, at jeg ikke havde prøvet super-tricket med at ringe til den, men det var den altså og jeg var lykkelig for at genfinde den – trods alt.
Belle Blues // onsdag 4. februar 2009 at 19:12
Synes faktisk, den er meget fed, din telefon. Jeg elsker klaptelefoner og de skal helst være så simple som muligt. Det er jo en telefon – ikke en rumraket! Bare den kan ringe og sende beskeder, så er jeg lykkelig.. :)
Anne // onsdag 4. februar 2009 at 19:54
—og jeg tror den er rød…fed farve som passer til dine øreringe :-D
Stine // onsdag 4. februar 2009 at 20:46
Jeg manglede min mp3-afspiller i går, men den er også dukket op. Måske en form for elektronik-influenza?
Karin // onsdag 4. februar 2009 at 21:22
Jeg taler stort set kun i mobiltelefon med min mand og ellers lidt spredt fægtning fordi det er billigst fra og til mobiltelefoner. Men altså sms! Det er jo en helt anden historie…..
Jeg ville nødigt undvære mobilen og føler mig helt underlig uden. Det er så også fordi alle noter, telefonnumre og beskeder er i den. Selv uret er jeg afhængig af. Går ikke ellers med ur.
Godt at du fandt den igen :-)
(Og når alt dette så er sagt, så var jeg også ude at vende her til aften uden mobil. Og det var ikke meningen! Men det gik nu helt fint ;-) )
frk. himmelblaa // torsdag 5. februar 2009 at 11:30
Mon “blip-blobbet” der kom fra din mobil i tasken, var en sms fra mig om vores date, et cetera?! Hø hø hø.. :-D
et cetera // fredag 6. februar 2009 at 09:33
Belles Blues, lige mine ord …
Ja, det er den nemlig, Anne :-)
Godt den også dukkede op, Stine ;-)
Karin, vi bliver alligevel lidt “afhængige” af skidtet …
Frk. Himmelblaa – det var lige hvad det var. Tak for igår :-)