Det begynder at ligne en tendens!

Når filmanmelderne samles i en fælles negativitet og nedsabling af en film – så finder jeg oftere og oftere mig selv som værende lodret uenig.

Nu er det så ikke engang for at lege “Rasmus Modsat” – jeg har nemlig stor respekt for anmeldelser.

Anmeldelser har faktisk i mange år været den basis, hvorfra jeg opererede en ret stor del af mit faglige virke – materialevalget – og dér ville man være på Herrens Mark, i rigtigt mange situationer og mange tilfælde, uden kompetente menneskers uforbeholdne mening om dette og hint …

 

Den nye Bond-film “Quantum of Solace”, synes imidlertid at have samlet anmelderkorpset i en fælles klagesang om, at Bond er ucharmerende, rå og brutal – en enkelt anmelder mener ligefrem at man bliver bange for ham!

Desuden er filmen angiveligt rodet, usammenhængende, foregår i et gråt og farveløst univers - og så mangler den en klar linie og historie.

Altså!!!

For det første hægter denne film sig på den foregående – og der er tale om en historie der følges til dørs. Den historie starter og præsenteres i forgængeren – og intruktøren har så meget respekt for sit publikum, at han ikke gentager unødigt – men dén lille detalje har åbenbart været for svær for anmelderkorpset.

For det andet er denne film så smuk og anderledes i regi’et, at jeg aldrig nogensinde havde forventet at blive betaget på dén måde af en Bond-film.

Det starter med den klassiske Bond-intro som foregår i et gyldent “sand-univers” – og her giver filmens signatur-melodi også pludselig mening. Lige musikken til denne Bond-film, må jeg nok indrømme, at jeg på forhånd så som et svagt punkt - jeg havde hørt den et par gange, inden jeg så filmen i går – og fandt den ærligt talt noget kønsløs. Det var den så heller ikke – når den indgik i sin sammenhæng …

Der er filmen igennem iøvrigt så mange fine referencer til det klassiske Bond-univers – Flemings oprindelige bøger og alle de 21 tidligere film – men det er subtilt og man skal måske kende sin “Bond-historie” for at se det. For mig var det imidlertid helt tydeligt: jeg nævner i flæng en faldskærmsscene, en pige i olie (ikke guld - godt nok!), Bond+babe i ørkenen, babe der er psysisk såvel som konkret fysisk arret af skurk – vi ser det fysiske ar flere gange – og hører historien om hvodan heltinden har fået det – men arret vises ikke “sammen” med historien om hvordan hun har fået det – det er sgu’ flot film …

Filmen er ganske rigtigt næsten strippet for guld og glimmer – og “iscenesat” i kulisser hvor strukturer får lov at spille hovedrollen – f.eks. holdes der fest et sted som er vejrbidt og forfaldent med rå afskallede mure og rækværk – det er så  modigt, anderledes og flot! Én af filmens action-scener foregår til en operaforestilling og scenen udvikler sig og udspilles derfor til musik fra ”Tosca” – jamen, jeg siger bare lige, at det fungerer – den ene scene alene, er i min verden hele filmen værd …

Jeg synes faktisk overhovedet heller ikke, at Bond er hverken brutal eller skræmmende - her må man igen lige vende tilbage til, at ”Quantum of Solace” starter næsten præcist i det øjeblik hvor ”Casino Royale” slutter – så Bond er jo altså i en situation hvor adrenalinen endnu pumper. Kvinden han elskede er næsten lige død – og han er ved at vikle trådene ud  omkring hvorfor. Jeg tror faktisk også, at jeg ville være bare en anelse sammenbidt – og målbevidst - i lige dén situation. Skal dét kritiseres, så rækker kritikken jo bagud til filmen før, “Casino Royale”, som overhovedet lod Bond forelske sig – men dén film blev udråbt som den bedste Bond-film nogensinde …

De to overordnede og vigtige ting ved dette lidt anderledes Bond-univers ér nemlig, at dels foregår det hele kronologisk meget tidligt i Bonds karriere – vi ser altså sådan set skabelsen af dén Bond som rejser sig og børster såvel støv som følelser af sin velsiddende smoking – vi er dér hvor man ser “hvordan han er blevet, så han kan det”, så at sige …

Dels har Flemings verdensbillede, hvor spændingsfeltet lå mellem Øst og Vest, været antikveret i et godt stykke tid. Det ved folkene bag Bond-filmene jo godt – og en overgang var det så brændpunkter med referencer til krige rundt om på kloden, som historierne blev spændt op på – og nørj, hvor det da også blev kritiseret – dengang …

Og så for det tredje – og måske aller-, allervigtigste - er denne her film hamrende modig og meget mere kontroversiel og aktuel end normalt - her er skurken nemlig så skruppelløs at hans mål ikke er at bygge en atombombe eller lave masseødelæggelsesvåben – de spøgelser tror vi ikke rigtigt på mere. Nej, i denne film er det nemlig meget værre – hans mål er kontrol med en hel befolknings adgang til – drikkevand! Denne overordentlig interessante “detalje” i filmens univers, synes jeg slet ikke at kunne se nævnt som noget significant i nogen anmeldelser – overhovedet …

For mig fungerer “Quantum of Solace” altså strålende, både som film i almindelighed – og som Bond-film i særdeleshed - og det kan da godt være at filmens præmis bl.a. er en antagelse af, at dens publikum har én eller to brikker at flytte med – men det har altså aldrig talt ned i min karakterbog, at min intelligens som publikum respekteres - bare en anelse!