Tidligere år har denne blog bugnet af billeder med blomster i sæsonen. Især roser …

Så kom den længste vinter i mit minde – med nogle ret dybe frostgrader – og det meste af grundstammen i min krukkehave gik til.

Det var for mig, udover alle grænser sørgeligt – og jeg græd tavse tårer. Austinroserne, lavendlerne, dværgsyrenen, de opstammede oliven og laurbær, de kugleklippede buxbom - det hele var gået til de evige blomstermarker …

Sådan må det nok være, når vinteren er lang og hård – og man ikke ejer glashuse til overvintring af vækster, som egentlig er beregnet til varmere himmelstrøg, tænkte jeg sørgmodigt … og mistede ganske pusten og glæden ved gårdhaven.

Jeg smed dog for god ordens skyld nogle pelargonier derud, sammen med de sørgelige krukkerester, som måske – måske ikke havde overlevet. Laurbær- og oliventræerne røg om bagest i haven, med en vag idé om at genanvende stammerne til klatrestativer for små klematis eller lignende …

 Så begyndte de små mirakler at ske.

Først blomstrede dværgsyrenen, som er det mest yndefulde brus af sart lilla – og duften som er lige så sart og yndig bølgede i de (noget mindre end ønskeligt) lune forårsvinde …

En dag var der også blade på et par af de nedklippede roser og lavendler …

Så opdagede jeg helt tilfældigt, at oliventræerne skød, som betalt for det! Det var nok det største mirakel af alle – kun én har rent faktisk opgivet ånden – resten er nærmest fuldt restituerede nu.

Skønt jeg ikke havde haft hjertet med, da jeg startede forårsrutinerne – og slet ikke håbet – men bare havde gjort nogle af de ting, som jeg plejer rent mekanisk – og skønt jeg ikke engang havde bedt nogen yde en smule sommerferiepasning, mens vi var væk – så havde den lille plet  alligevel fundet kadencen helt på egen hånd - og levede pludselig omkring mig igen.

Jeg opdagede det heller ikke engang rigtigt af mig selv, før vi havde besøg forleden – og gæsterne ih’ede og næh’ede – og pludselig så jeg min kære plet, med vidtåbne øjne igen.

Hvor vil jeg nu hen med hele denne klamamse?

Joh, jeg tror nok at budskabet ér, at det er meget sandt, at skønheden findes i betragterens øje – og at vi nogle gange er blinde for det smukke, som ligger lige for, måske især i vores nære omgivelser. Prøv selv den enkle øvelse at se dig om – der er med garanti øjenfryd, som du af én eller anden grund har glemt, er der …

Forresten så skyndte jeg mig at give gårdhaven yderligere kunstigt åndedræt, med nogle sommerblomster (lathyrus og cosmo), som jeg naturligvis ikke selv havde forspiret, men heldigvis kender et listigt sted, hvor man alligevel kan få. Nu kan ingen længere gætte, at den gårdhave ikke har haft sædvanlig kærlig og omhyggelig pleje hele tiden …