En nær veninde ringede.

Hun er god til at forstå og fornemme – og havde også skimmet mit foregående indlæg, så hun vidste at stemningslejet var trykket.

Hun er imidlertid ét af den slags sjældne mennesker som tør (og kan ) håndtere også dét …

Hun havde en rent praktisk meddelelse – og var forberedt på, at samtalen skulle være kort.

Stakkels menneske, for alle frustationer, angst og utilstrækkelighed kom bare væltende ud over hende i én pærevælling - men som sagt er hun ikke sådan at vælte omkuld.

Hun er rolig, venlig og omsorgsfuld – men ikke “medløbende”, hun er nemlig vendelbo - og hun har fuldstændigt sine egne holdninger og sit eget ståsted og ud fra det kan hun sommetider med enkelte ord sætte tingene i perspektiv - og man kan ikke andet end holde frygtelig meget af hende for netop dét!

I samtalens løb, fortalte jeg om den skildpaddeskål, som var én af mine fødselsdagsgaver for en uge siden. Skålen havde jeg “spottet” da jeg selv havde ærinde hos keramikerne i Hjelmerstald – og fortalt husbond om. Han så uinteresseret og u-lyttende ud, da jeg fortalte – men det var rent snyd, for allerede dagen efter havde han været inde for at sikre sig den.

Efter denne samtale ringede endnu et menneske som står mig nær.

Det er (også) en tidligere kollega, som vi alle mistede som kollega under dybt tragiske omstændigheder, men jeg har gudskelov bevaret kontakten til hende. Ikke så meget i den sidste tid, hvor jeg ikke rigtigt har formået så meget – men måske har hendes 6. sans været på spil … Ihvertfald havde hun pludselig mærket trang til bare lige at høre min stemme – og jeg græd da jeg hørte hendes. Hun har i tidens løb, betydet så uendeligt meget for mig i min faglige – og da mit fag var så meget mere end bare end arbejde for mig, dermed også menneskelige - udvikling. Det var en lise også at tale med hende. Hun er et menneske, som pludseligt, som lyn fra klar himmel, stod med næsten umulige odds, men hendes ukuelige vilje har bragt hende så langt, så langt frem ad en vej som ingen troede hun nogensinde kunne nå – og hun er ikke færdig med at kæmpe endnu …

Efter nr. 2 samtale fandt jeg min lille skildpadde-skål frem. Den er et symbol, dén skål – dels på at jeg har mennesker i mit liv, som kun er optaget af mit bedste og som formentlig forstår mere end jeg tror - og dels på at selv om man bevæger sig langsomt – og indimellem bliver overhalet af alle harerne, så når dog også vi, der er nødt til at bevæge os i skildpaddetempo, frem ad vejen.

Min ven, vendelboen, sagde til mig, at jeg er nødt til at være ærlig – mest overfor mig selv – omkring hvad jeg magter og ikke magter – og det er et godt og sundt råd, som jeg skal forsøge at følge!