På ferien havde vi dejligt vejr.

Da vi forlod det sydvestlige Frankrig havde det gode vejr imidlertid udviklet sig til en decideret hedebølge – og den hedebølge fulgte os hele vejen gennem Frankrig og Nederlandene.

Gudskelov har bilen klimaanlæg (ikke bare aircondition), så vi sad kølige og veltilpasse på køreturen. Vi var dog nødt til at forlade den kølige bil for at to- og firbenede kunne forrette nødtørft m.m. – og én af de gange, I Nordfrankrig, satte Yngste sine bare fødder direkte ud på asfalt. Dét skulle hun så ikke lige have gjort. Det var brændende varmt – og var blevet så blødt, at det gav efter under fødderne, når man gik på det …

Vel ankommet til Amsterdam, vist det sig, at italienerne og spanierne havde ferie.

De elsker Amsterdam højt og der er altid masser af dem i byen, men næppe på noget tidspunkt så mange som i august - så vores “gamle” campingplads var fyldt til bristepunktet.

Det skal lige indskydes, at vi er kommet rigtigt meget på dén campingplads, som kærester, på bryllupsrejse, med små børn og større børn og sommetider 2 gange om året - men p.g.a. sygdom og fordi campingvognen har stået fast i Frankrig i de senere år - viste en hovedregning at det faktisk var 5 år siden sidst!

Der var derfor ingen i receptionen, som kendte os længere – og beskeden var, at der ingen pladser var på herberget.

“Børnene” var dramatisk fortvivlede, som kun teenagere kan være det – men jeg trøstede med, at så snart husbond havde fået fat i pladsens kvindelige ejer  – så ville piben få en anden lyd.

Det skal jeg også love for, at den gjorde.

Straks blev vi eskorterede til én af de allerbedste pladser, (som vi også er vant til) – og der blev udvekslet knus og kindkys og efterretninger om de seneste år. De “afvisende” medarbejdere (som jo ellers ikke kunne vide bedre, end at gøre som de gjorde, efter generel ordre) så noget måbende til – og det samme gjorde vores børn …

Som Ældste tørt bemærkede bagefter: “trick’et til at få særbehandling – det er bare at forvente særbehandling” ;-)

Al polemikken med overhovedet at komme ind, betød en forsinkelse med at slå lejren op, så vi var nået hen i middagsheden inden.

Der var nogle, som var så heldige, at de bare kunne krybe ind i skyggen – og nogle som bogstaveligt talt svedte tran.

Nå, men det er altid hele besværet værd – og efter kølige bade og omklædning til lette gevandter, var vi klare til at (gen)indtage byen.

- også A’dam’erne selv var gået “ned i tempo” – og der var råhyggeligt langs kanalerne.

Trods en temperatur godt oppe i 30′erne – i skyggen, så bliver det aldrig for varmt til Vlaams Frites.

De bedste laves inde i et lillebitte hul i muren, et sted som er en velbevaret hemmelighed blandt de indviede, men køerne er alligevel altid meterlange. 

Stedet tilbyder et utal af saucer til – men favoritten ér og bliver den specielle “fritessaus”, som bedst kan beskrives som en slags mayonnaise – men som så alligevel ikke er det. (Det som fastfoodkæderne kalder fritessauce, har ikke den fjerneste lighed med den “ægte”).

 

Det er mange år siden, at vi har droppet turistseværdighederne og museerne, nu om dage slentrer vi bare rundt – som regel ad faste ruter. 

Ét af vores faste fixpunkter er kunstneren Viktor IV‘s husbåd (desværre den selv samme båd, som han så tragisk drunknede under) – men dog stadig indbegrebet af en kanalhusbåd.

Shopping (både den ægte og den der foregår gennem vinduer), bliver det heller aldrig for varmt til.

Amsterdam er det skønneste, sjoveste og skæveste sted – også hvad butikker angår!

Det er en kunst, at kende sine hvilesteder.

Byen er, skønt umiskendeligt en storby, dejligt “landsbyagtig” – med masser af parker, pladser – og i den indre by ingen bebyggelser over kanalhusenes typiske 3-4 etager.

- men stave til u-d-m-a-t-t-e-t, når man kommer hjem i “lejren” igen – dét kan man godt!