Jeg har altså noget med plexiglas, akryl, polykarbonat … kloge hoveder kan sikkert forklare forskellen, men gennemsigtige sager er det ihvertfald … Jeg har en gammel fascination af glas og måske er dette den opdaterede version.
Jeg er også rigtigt glad for neonfarverne for tiden – men den kærlighed er nok knapt så holdbar. Jeg er jo næppe upåvirket af, at det ses så meget på yndlingsblogge og i ditto boligblade, men lige p.t. synes jeg altså, med alle de andre, at det er megacool. Når man ellers primært indretter i sort, gråt og hvidt, så er der ikke meget andet der kan lyse op som netop neonfarverne.
Henny Stewart // søndag 17. februar 2013 at 19:47
Hvis man bevæger sig ud i ekstremer, også når det gælder indretning, så er der en iboende kraft i mennesket, der vil bevæge sig i modsatte retning. Så vær bare taknemmelig for, at du ikke pludselig har fået smag for grædende børn, skyggelister af tov og guldbroncerede staldvinduer. Neonfarver er billigt sluppet, synes jeg. Og så er der, paradoksalt nok, noget appetitligt ved dem.
et cetera // mandag 18. februar 2013 at 16:40
Det siges jo at smag ikke KAN diskuteres, Henny – sandheden er nok snarere, at den ikke BØR … medmindre man er ude på skrammer ;-)
Henny Stewart // mandag 18. februar 2013 at 23:34
Åh, hvad. Lidt skrammer skal man da ikke gå af vejen for. ;-)
et cetera // onsdag 20. februar 2013 at 16:36
Nej, det plejer jeg nu heller ikke, Henny ;-)