Jeg gør hvad jeg kan for at skjule det, men alle der kender mig, har vist gennemskuet mig for længst – så her kommer bekendelsen: jeg er en værre hønemor!
Yngstebarnet er hjemme fra skole, nu på fjerdedagen.
Det er aldrig sket før i hendes godt 12-årige liv, at hun har haft så mange sygedage på én gang, men hun har virkelig (haft) en monsterforkølelse – og dertil “ondt i maven”.
Der er en masse “på omgang” af dén slags – og storebror’en og far’en har også været ramt – mens jeg blot små-skranter lidt – så intet underligt i dét, for så vidt.
Jeg har altid været forfærdeligt dårlig til at være “stille og rolig” omkring mine børn når de var syge. Jeg tror aldrig, at de selv har mærket noget – andet end en særdeles velvillig indstilling til at have dem meget, meget tæt på mig, mens feberen eller hvad det nu har været, har raset.
Jeg har præsteret, efter en telefonopringning fra storebror om at lillesøster havde ondt i nakken, i løbet af 45 sek. at være brudt op fra et møde og sidde i min bil med rasende fart mod Aalborg, kun for at nå hjem og konstatere at pigebarnet havde fået et lettere hold i nakken ved at ligge på gulvet og se fjernsyn.
Yngste lider absolut ingen nød – jeg tror faktisk at hun midt i dårligdommen nyder, at få serveret bakker, at læse og at se film ind i mellem – sådan som det også bør være, når man er tvunget til at holde sengen, men faktisk alt for sjældent er det.
Jeg havde lånt nogle flere afsnit af “Nynne“-serien, som hun blev så begejstret for, for ikke så længe siden – men dem gider den unge dame ikke – hold op, hvor de “rykker” hurtigt fra det ene til det næste, i dén alder!
Hun har til gengæld lige “opdaget” Bruce Willis’ gadedrenge-charme (og det kender jeg ihvertfald én, som vil synes er udtryk for ualmindelig god smag!) – og ser med højlydte, begejstrede kommentarer den første af “Die Hard“-filmene – og det får hun lov til – af sin hønemor …
Ingen kommentarer indtil videre ↓
Endnu ingen kommentarer, men din er velkommen.