Jeg har før været inde på, at når man tidligere har oplevet voldsomme omvæltninger og stor sorg har ramt, så er man tyndhudet – selv over for de mindre katastrofale tilskikkelser …

Min lille familie har haft en hemmelighed for mig i et par uger – en hemmelighed som er blevet til af stor kærlighed til og omsorg for mig.

Jeg har en bror – den eneste som er tilbage fra vores “oprindelige” familie.

Jeg har altid været usædvanligt nært knyttet til ham, som barn nærmest tilbad jeg ham – og hans kærlighed til mig har været lige så uomtvistelig.

Vi ligner ikke hinanden ret meget, hverken psykisk eller fysisk – men vi er bundet sammen af meget, meget stærke bånd – bånd som formentlig blev yderligere styrket ved vores forældres alt for tidlige død.

Min bror er ungkarl – og desuden 14 år ældre end mig, så han har indtaget rollen som “bedsteforældre” for vores børn. Hver eneste aften, siden de kunne holde på en telefon, har han ringet og afrundet dagen med en snak med børnene. Ældste er ovre den tid nu – men yngste snakker stadig med Onkel – hver eneste dag!

Igår får jeg så pludselig at vide, at min bror er indlagt – med lungebetændelse. Det var planlagt at det var dén besked jeg skulle have i første omgang – da jeg selv får ham i røret viser det sig at han i virkeligheden ligger til observation for en type 2 diabetes og lungebetændelse – og det har han gjort i små 2 uger.

Husbond og børnene har vidst det – men alle 4: bror, mand og børn, har været enige om, at jeg ikke skulle vide noget før der var ro og afklaring omkring det. De vidste, at så længe jeg hørte at de sædvanlige samtaler mellem yngste og Onkel fandt sted – så kunne der nemt gå 1-2 uger, inden jeg “af mig selv” ringede til min storebror.

Jeg skammer mig lidt over at reagere så kraftigt, det virker unægteligt så overdrevent at blive så ked af det, når man ved at andre står i langt værre situationer – men jeg blev rent ud sagt bange. Min bror er rolig og nøgtern – jeg har lige talt med ham og her nævnte han bl.a. at han, når han tænkte på den styrke og ro jeg har udvist i forhold til egen livstruende diagnose, sandelig mente at have “noget at leve op til”.

Nu er det bare sådan, at jeg kan bære hvad som helst på egne vegne, så det er billige point jeg får når man synes jeg er stærk og modig i de situationer – dér hvor jeg bliver svag og ynkelig, det er når mine kære rammes.

Jeg véd godt at vi taler livsstilsomlægning – formentlig diæt og motion – og ikke mindst rygestop, for brormands vedkommende. Jeg skal have vendt den negative energi til noget konstruktivt – og have fundet ud af hvordan jeg kan hjælpe min bror – og det kan jeg f.eks. ved grundigt at sætte mig ind i hvordan hans kost skal se ud fremover. Hjælpe med sunde alternativer til “hyggemad” m.m.

Det er på ingen måde verdens ende – det ved jeg og har vidst siden jeg fik det at vide, men mit dumme hjerte bævede alligevel …