… og jeg var barn, havde min mor en “metode” i forbindelse med de mere smertefulde oplevelser hos læger, tandlæger eller på sygehuse og lignende.

Den gik i al sin enkelthed ud på at at lade være med at “pive” og få det ubehagelige og/eller smertefulde overstået – og så på forhånd at have fået lov at udvælge en “treat”.

Det kunne være et besøg på “Duus Vinkælder” med sodavand og karameller, en “Dyrlægens Natmad” på “Holle’s Konditori”, en tur på Historisk Museum (allerede som helt lille var jeg meget historisk og arkæologisk interesseret) – eller nyt tilbehør til “Ønskedukken“, som var én af datidens mærkevare-legetøj …

Mærkelige “belønninger” måske, set med nutidens barneøjne, men det var jo en anden tid …

Jeg husker en kravlegård og et sæt regntøj med rigtige små gummistøvler til “Ønskedukken” – men absolut intet om de ubehageligheder som udløste herlighederne – så uanset pædagogikken i min mors metode – den synes at have virket – godt og grundigt.

Siden har jeg iøvrigt anvendt den i forhold til mine egne to – og den virkede upåklageligt i forhold til ældste – mens yngste absolut ingen glæde havde af at vide at “det er skidt før det bliver godt” – så metodens succes er åbenbart også afhængig af hvilken psyke barnet har …

Metoden har imidlertid også et klart “bagslag” – og om det skyldes min “skabsperfektionisme”, ved jeg ikke – men det er tankevækkende for mig.

Metoden gik jo i første del af øvelsen – ud på ikke at give udtryk for at det gjorde ondt eller var ubehageligt – men at forholde sig roligt – ikke fordi min mor var sadist, så langt fra, men fordi hun mente at jo mere rolig man var, jo hurtigere og jo mere sikkert kunne fagfolkene udføre hvad der nu måtte være nødvendigt.

Det har resulteret i at jeg aldrig giver udtryk for noget som helst ved undersøgelser eller lignende – jeg fortrækker ikke en mine eller giver en lyd fra mig – simpelthen.

Resultatet af det har været varierende grader af udsagn, så som “Det er da godt det her ikke gør ondt!” over “Du har godt nok en høj smertetærskel!” – ingen af delene passer, iøvrigt.

Det kan også resultere i, ubevidste fra behandlers side men ikke des mindre, hvad opfattes af mig som direkte overgreb fordi jeg aldrig siger stop – selv om jeg er instrueret i at stoppe vedkommende hvis det bliver for meget.

Eksempler: hos tandlægen hvor han starter behandling uden bedøvelse fordi jeg jo bare kan sige til hvis det bliver for meget – men da jeg jo ikke har “evnen” til det, fuldføres behandling uden … eller en gastroskopi som jeg vælger uden beroligende medicin, idet jeg loves at den max. vil være 10 minutter, men da jeg er så rolig og har “slugt slangen” så flot, bliver undersøgende læge grebet og kører rundt med kameraet mens han begejstret fortæller mig hvad vi ser på turen – indtil en sygeplejerske stopper ham efter ½ time. “Værst” var min sidste fødsel hvor jeg kom ind på fødegangen, på et tidspunkt hvor jeg allerede var “i fødsel”, men da jeg ikke “gav mig” blev vi henvist til et venterum – hvor jeg var lige ved at føde, stående ved en håndvask.

Af samme grund har jeg som oftest min husbond med til undersøgelser m.m. – da han er den eneste der kan aflæse mig – og evt. stoppe hvis tingene bliver for voldsomme, men det burde jo ikke være nødvendigt for en granvoksen kvinde!

Lad mig iøvrigt lige gøre det helt klart: jeg retter absolut ingen bebrejdelser mod de dygtige og omsorgsfulde mennesker jeg er “i hænderne på” – kun mod mig selv …

Senest var så igår, hvor min tandlæge næsten var brøstholden over, at jeg ikke havde reageret lidt før over den flækkde kindtand: ” – for sådan én skal ingen gå rundt med i flere dage …”

Ingen synes at for meget “piveri” er særligt tiltalende, men enhver (og nu omsider måske også migselv) kan jo regne ud, at det er absolut mindre hensigtsmæssigt aldrig at give et korrekt billede af “tingenes tilstand”.

Jeg lurer også på, om jeg har overført dette reaktionsmønster til psyken, for det kunne godt forklare en del – så jeg er faktisk gået i gang med at øve mig i at sige “AV!” – bare en gang imellem …