Jeg trænger til luft!
Jeg forstår ikke reaktionerne hos nogle af mine medmennesker – og nu skriver jeg ikke om på bloggen her … og gudskelov for Jer kærlige og oprigtige mennesker.
Vi herhjemme har omsider, efter år med modgang og vanskelige omstændigheder, oplevet optur igen. Mange brikker falder på plads, for vores børn (som altid vil have førsteprioritet), arbejdsmæssigt, økonomisk m.m.
Desværre har jeg oplevet oprigtig og ublandet glæde på vores vegne hos meget få, når jeg har delt “fremgangen” .
Det kunne jeg jo så bare lade være med, det der med at dele, men jeg er nok noget naiv og vil altid selv gerne høre andre menneskers gode nyheder. Desuden er jeg så glad for e-n-d-e-l-i-g, at kunne sige at det faktisk går rigtigt godt – og endda kun ser ud til at komme til at gå bedre.
Måske er jeg oversart, men de fleste reaktioner kommer lige med et par dråber malurt. Det virker som om det var nemmere at forholde sig til os, da vi havde “nedtur”, som om det var nemmere at ynke os – og her kommer en rigtigt grim mistanke – fordi man så selv følte sig mere ovenpå …
Folk bruger også udtrykket, at vi er heldige – f.eks. har jeg været heldig, at få et fast arbejde som dog kræver visse specifikke kompetencer. Jeg har meget svært ved at se, hvor heldet kommer ind. Set fra mit hjørne har det hele involveret en h* masse hårdt arbejde, stædighed OG dygtighed. Så er det sagt!
Er det dét man kalder Janteloven, for så bytter jeg da gerne og på stedet, årene med sygdom og fortvivlelse, som er hele baggrunden for at jeg nu siger, at det går godt – mod aldrig mere at sige … at det går godt …
