En lille potte forår står og lyser på mit bord.

Måske er det bare ønsketænkning – men jeg synes der, i det hele taget, er en afgjort forskel i lyset i dag?

Måske er det bare fordi, jeg venter dejligt besøg.

Jeg har ellers aldrig brugt, at indlemme kolleger i vennekredsen. Der er da et par bibliotekarer, men de har været  der i evigheder og ingen af dem har jeg arbejdet sammen med – den ene stammer helt tilbage fra studietiden og den anden har bare, helt tilfældigt, samme fag som mig.

På et tidspunkt skiftede jeg spor indenfor mit fag og blev beskæftiget med noget, som jeg sammen med en lille flok andre, brændte helt utroligt for. Nogle stykker af os brændte også ud.  Blandt den oprindelige og ganske lille sluttede kreds jeg arbejdede sammen med, er en ret stor del – faktisk op mod halvdelen, ramt af endog meget alvorlig sygdom. I ét enkelt tilfælde ovenikøbet med dødelig udgang. Ingen kan naturligvis med sikkerhed påpege, at vores stress-fyldte og krævende pionerarbejde har haft nogensomhelst indflydelse på diverse diagnoser - men gavnet har det sikkert heller ikke!

Især én af flokken kom jeg meget tæt på. Vi tænkte ens og arbejdede i starten ubevidst, senere mere bevidst, som forlængelser af hinanden. Det er uden sidestykke det mest fantastiske og givende parløb, jeg har oplevet - rent fagligt.

Nogle uger før jeg selv fik diagnosen “kræft”, faldt hun imidlertid en aften ned af sofaen, ramt af apopleksi. Hun svævede længe mellem liv og død, men da hun nok er ét af de mest stædige mennesker jeg kender, så kom hun ikke alene tilbage til livet – hun genvandt også de fleste af sine tidligere færdigheder. Der er ting hun aldrig kommer til igen – såsom det arbejde hun var meget, meget dygtig til eller nogen af de smukke og kreative hobbies, som hun var lige så dygtig til og ligefrem udgav bøger om.

Jeg har imidlertid aldrig hørt hende klage eller forbande sin skæbne – ikke engang med det galgenhumoristiske anstrøg, som jeg så tit har hørt andre, give deres evindelige klagesang over en uheldig (helbreds)skæbne.

Vi to taler ikke længere sammen om dét der var. Det gør vel stadig ondt ét eller andet sted – at vi brændte så hårdt og at takken i grunden var så fattig, men vi husker hinanden på, at vi gjorde det af egen fri vilje og for vores egen skyld. Det var jo også utroligt spændende, mens det stod på – ellers havde vi vel trods alt heller ikke gjort det.

Vi har nye liv nu. Anderledes liv. Jeg er dybt taknemmelig for, at vi stadig er her begge to – og at vi formår at holde en kontakt – omend langt mindre hyppig end i vores “gamle” liv.

Senere på eftermiddagen får vi ovenikøbet besøg af endnu én af den “gamle flok” -  iøvrigt endnu én, som blev en rigtigt god veninde. Så mangler der i grunden bare den sidste, for at alle de gamle “musketerer” er samlet - men hende ser jeg heldigvis på lørdag

Sådan en dag er iøvrigt endnu et eksempel på, at når jeg tæller mine velsignelser, så overgår de altid forbandelserne  … så langt, så langt, endda …