et cetera

My very special boy

mandag 23. januar 2012 · Hjertevarmere

Min førstefødte fylder år i dag. 21 bliver han.

Jeg har tidligere holdt taler for vores dreng – både mundtligt og skriftligt - så i dag vil jeg prøve at lade nogle ord, fra min vinkel, ledsage det portræt, som hans søde kæreste har malet …

Skønt jeg vel efterhånden burde have vænnet mig,  har jeg stadig lidt svært ved at forstå, at jeg er nogens mor – og da slet ikke til en ung mand på 21, men det er jeg jo altså. Uforberedte er der nogle af os der er, når det første barn kommer. Både på praktikken og på følelserne - men jeg var da især, fordi jeg aldrig rigtigt havde kunnet se ideen med konceptet “at mangfoldiggøre menneskeheden”. Nysgerrigheden og biologien tacklede mig imidlertid bagfra, med 11 års ego-samliv med min husbond bag mig og stærkt begrænset erfaring med spædbørn, fandt jeg pludselig mig selv som mor til 4,5 kg bouncing boy med en totalt umættelig appetit – især på livet.

Det har været mit livs åbenbaring at få mine børn  - intet mindre – og jeg var da også i familie med mit nyfødte drengebarn fra første øjeblik – og her mener jeg ikke blot biologisk. Da jeg ikke havde noget sammenligningsgrundlag – og vel egentlig heller ikke nogen interesse i sammenligninger – opdagede jeg i starten ikke helt, at vi ikke havde fået en blød mellemvare. Jeg lagde da godt mærke til, at drengen var stor og stærk, motorisk usædvanligt hurtig og sikker - og vel også hvad man som jyde vil betegne som kvik. Langsomt gik det op for mig, at han måske også var lidt mere end det. Da Harry Potter-feberen begyndte at hærge Danmark, han var dengang omkring 10, gik tålmodigheden med at skulle vente på oversættelserne hurtigt  fløjten - og drengen lærte sig derfor hurtigt  engelsk på et niveau, så han selv kunne læse dem, så snart de udkom på originalsproget. Der og  da, hvor han pludselig læste mange hundrede sider på engelsk uden problemer,  begyndte det at dæmre, at han nok havde noget ekstrakapacitet og i den grad måske også manglede udfordringer på det læringsmæssige område.

Jeg selv har altid følt mig en anelse ensom, fordi jeg godt kender det med at have et lidt snørklet hjernekistefyld, at tænke (for?) meget og især have en temmelig god hukommelse. Det er ensomt at huske  meget bedre og mere detaljeret end de fleste andre, så en af de klare personlige gevinster ved at blive mor til én man selv havde leveret nogle gener til, var at have fået et andet menneske tæt på, som tænkte og huskede meget a la migselv. Jeg har slet ikke en IQ der matcher, men drengen ligner nok trods alt mig mere, end han ligner nogen anden.

Hjemme hos os får vi altid udfordringerne i pose og sæk, så drengen fik også som 6½ årig en særlig tilstand/sygdom, som gør ham yderligere synlig i mængden.  Han udviklede Alopecia Areatha Universalis, en autoimmun tilstand, som betyder at man mister alt hår på hele kroppen – også bryn og vipper.

Nu har den af visse kredse så højt berømmede “danskhed”  jo ikke præcis rummelighed, som én af kardinaldyderne, så hvad den dreng har måttet lægge ører og krop til, kan jeg næsten ikke bære at tænke tilbage på. Han lod sig imidlertid aldrig kue, selv ikke når han blev fysisk overfaldet, har i det hele taget en bomstærk psyke også og har stået det igennem – uden andre synlige “men” end en udstrakt omsorg og forståelse for andre med særlige omstændigheder. Sjovt nok - og jeg mener ikke her i betydningen ha-ha-sjovt - har de fleste af de mennesker jeg beundrer allermest for deres fine menneskelige kvaliteter forresten været mobbet, nu jeg tænker efter, men det er nok et helt andet indlæg …

Hvordan ser hans verden så ud i dag? Ja, han har et rigt og dejligt socialt liv.  Tiden har arbejdet godt for ham – og stort set alt som før var imod ham, er nu med ham. Han har en nærmest karismatisk udstråling og er utroligt afholdt - både af jævnaldrende og mennesker langt ældre. Det gode fædrende ophav jeg har valgt til børnene ;-D opdrager til, at er man særligt begunstiget, så putter man sit overskud ind i fællesskabet – og det ser vi heldigvis en ung mand som efterlever 100%. Han har også fundet en yndig, begavet og talentfuld kæreste og det er en kæmpefornøjelse, at se hvor godt de to unge gør hinanden.

Han ligner mig iøvrigt på mere end kringlede hjernevindinger – benbygning, farver og former kommer i udstrakt grad fra mig – og det er især tydeligt på kærestens portræt  …  den mund er fuldstændigt mit bidrag :-)

Portrættet hedder “The Road Ahead” – og selvom jeg egentlig synes han fortjener, at vejen foran ham bliver langt mindre tornefuld end den han allerede har tilbagelagt – så ser jeg ingen garanti i dén retning. Sådan spiller livets klaver jo ikke. Til gengæld ser jeg, at han er rustet til at vandre den uanset forhindringerne - og heldigvis, nu hvor vi har måttet give slip, ser det ud til at han ikke vandrer alene …

Man må gerne af ovenstående få den mistanke, at jeg er fantastisk stolt af min dreng – mest for hans styrke, venlighed og livsmod og i mindre grad for hans gode hoved, som jo når alt kommer til alt, blot er én af naturens luner. Det er aldrig nogen velsignelse at være anderledes  end de fleste, men det kan vendes til noget godt – og heri ligger vist den sandeste og vigtigste af livskunsterne. Den mestrer vores dreng allerede godt!

Congratulations, my very special boy - and never, ever doubt that you’re simply the best!

 

→ 15 kommentarer

At gide og at evne

søndag 22. januar 2012 · Arbejdsliv, et cetera, Hjertevarmere

Allerførst: tusind tak for alle de varme hilsner til indlægget herunder - husbond blev meget glad for dem … og jeg blev selvfølgelig ikke mindre. Midt i fadæsen er det vanvittigt opløftende, at der sidder sådan en flok gode kvinder derude, som gider, evner og har indsigt. Denne gang var det jo netop ikke “skadens omfang” der bed – men i højere grad dét, at hjertet igen stoppede og røg op i halsen og sad dér og bankede – hårdt og læænge …

Husbond har det meget bedre. Han blev opereret dagen efter uheldet, fik en stang igennem hele marvdelen af underbenet og der blev arbejdet ganske langvarigt på det (uha som sådanne timer er lange – jeg vil langt hellere selv ligge på det operationsbord!), men operationen gik godt og det går fremad dag for dag.

Han blev udskrevet på 3. dagen – og det var så det. Siden har jeg været sygeplejerske – med alt hvad det indebærer: har givet injektioner, vasket og badet, tømt bækkener, efter bedste evne forsøgt at genlægge forbinding – og så er der naturligvis måltider og almindelig omsorg. Sårbehandling/-tjek har der ikke været noget af. Vi har dog fået udleveret en række hjælpemidler: badstol, toiletstol, kørestol – og noget husbond selv kalder en prædikestol. Krykker må han nemlig ikke bruge – der er totalt forbud mod at støtte på benet de første 14 dage …

Jeg gider det selvfølgelig 110%, men jeg har i de forgangne dage været lidt i tvivl om hvorvidt jeg også evnede det (godt nok). I den forbindelse kan jeg ikke helt forstå, at man ikke bruger ½-1 time før hjemsendelsen, på at instruere i hvordan man bedst praktisk hjælper sin pårørende – nu også patient? Her er f.eks. et billede: 95 kg mand med gips fra knæet og ned – som under ingen omstændigheder må støtte, vride eller iøvrigt få berørt dét ben) skal bakses ind i en normalbadeværelses-brusekabine med almindelig bredde afgrænset af massive vægge og 15 cm høj kant. Lige ud fra en gammeldags kørestol til en spinkel badstol. Hvis billedet ikke allerede har vist sig på nethinden, kan jeg røbe, at det er ingen nem opgave … Jeg ved, at der er masser af brave kvinder og mænd der gør den slags mange, mange gange dagligt – men så er det forhåbentligt deres arbejde – og jeg har altså også et fuldtids ét af slagsen, som skal passes ved siden af.

Apropos arbejde – så faldt hele miseren iøvrigt også sammen med, at jeg har skiftet arbejdsadresse. Jeg arbejder ved biblioteket for professionshøjskolerne i Nordjylland, som er samlet under den hat, som hedder University College Nordjylland. Vi laver uddannelser for alt fra folkeskolelærere til pædagoger og sygeplejersker – og en lang række andre sundhedsfaglige, merkantile og teknologiske områder. UCN har adresser flere steder i Aalborg-området - og i Hjørring, hvor jeg altså startede her efter nytår.

Det er noget af en logistik at skulle få til at gå op med de nu 120 km mellem arbejde og hjem – tilpasning og opstart til/på nyt arbejdssted og så en gipsbelagt husbond ;-) Det er en velsignelse, at jeg har den chef og de kolleger jeg har …

Endnu et apropos - Anne Black-vasen forrest er en afskedsgave fra kvinderne på den arbejdsadresse jeg forlod. Den står nu så smukt, sammen med en del af søskendeflokken, og minder mig om, at jeg er voldsomt priviligeret, at være i en arbejdssammenhæng med mennesker, som gider og evner at rumme og vise empati og omsorg. De 5 vase-givere var garanter for, at jeg overhovedet kune bevare vater i det forgangne år.  

- og i lyset af det der var – og nu heldigvis synes helt ovre, så er 3 skinnebensfrakturer jo nærmest også en velsignelse … skønt min stakkels husbond muligvis ikke er helt enig i dén betragtning ;-) 

→ 8 kommentarer

Shaken AND stirred

tirsdag 10. januar 2012 · Skidt og kanel

Min husbond har i formiddag pådraget sig 3 brud på det ene skinneben.

Han var ude i jobmæssigt ærinde på Mors og nærmeste sygehus var derfor Thisted, hvor han ligger nu og afventer det videre forløb. Der konfereres om operation imorgen, men den endelige afgørelse træffes først senere, så jeg har svært ved at få tiden slået ihjel. Husbond selv, som heldigvis holdes helt  smertefri, synes vist at situationen er helt under kontrol. Det er den nok også, men jeg er rystet – slet og ret. Jeg er blytung i kroppen, mens hovedet til gengæld føles, som kunne det lette som en ballon … og det er jo altså ikke mig, der har fået morfinen.

Vi har da stået i værre situationer - meget, meget  værre.

Problemet er vist egentlig mest, at det ikke er så forfærdeligt længe siden vi sidst stod i sådan én … og at jeg altså ikke helt kan forlige mig med, at vi nu stod for tur – igen-igen …

→ 19 kommentarer

Fejet og fint

søndag 8. januar 2012 · Arbejdsliv, Bibliomanen, Indoors

Ja, så gik der igen et par uger, uden at jeg rigtigt nåede at opfatte det … så dette indlæg bliver lidt af et opsamlingsheat …

Vi havde en dejlig, stilfærdig jul og ditto Nytår – med en hel del god mad, gode film og bøger og almindelig hygge. Eneste anke her må være, at feriedagene gik alt, alt for hurtigt.

Mit arbejdssted, UCN Biblioteket, har hjemme på flere forskellige adresser – bl.a. også i Hjørring – og vi er en del ansatte. Det kræver fleksibilitet og kan bl.a. medføre nogle rokeringer indimellem. Med indgangen til det nye år er jeg derfor, for en tid, rykket nordpå. Det betyder da nogle ekstra udfordringer i logistikken, at skulle køre små 120 km ekstra fire dage om ugen – den sidste dag er jeg stadig på en af adresserne her i byen –  men når man nu er så glad for sit arbejde og sine kolleger, som jeg er, så er det alligevel noget man tager med i stiv arm. Det må så bare tage den ekstra tid, det nu tager.  

Det betyder også, at tingene bliver gjort, når de bliver gjort …

F.eks. har vi set Helligtrekonger komme og gå, uden at julepynten af den grund blev taget ned og pakket væk. Det skete først i dag – men nu er her da så omsider fint og ryddet.

Det betyder også, at det er endnu vigtigere end nogensinde, at huske at lade op – så det er lige før, at afslapning og ego-tid skal puttes i kalenderen sammen med alle de andre gøremål og aftaler nu. Sådan en stund er det simpelthen tid for nu – jeg mangler bare lige at lægge rent på sengene, men så tror jeg også, at jeg skal have et grundigere kig, end de overfladiske jeg hidtil har nået, i en af julegaverne – med et ordentligt glas Latte til selskab.

Julegaven er forresten Sif Orellana’s nyeste bog: ”Spilopper & Stjerneskud” - og jeg er sikker på, at den bliver et lige så hyggeligt og inspirerende bekendtskab, som Sif’s øvrige bøger, som jeg iøvrigt også har. Jeg holder virkelig meget af måden, som hun formidler på … jordnært og alligevel så friskt og lækkert …

→ 6 kommentarer

At stave til J-U-L

torsdag 22. december 2011 · Indoors, Jul, Tankebobler

 

Jeg kan såmænd godt, men uanset om jeg kan eller ej – så kommer den nu … eller ihvertfald lige om lidt …

Så jeg tusser lidt rundt og ”dabbler” i noget sidste øjebliks rengøring,  pynt og indpakning, men mest af alt nyder jeg, at jeg nu har juleferie og at jeg skal have lov at opleve endnu en jul med mine allernæreste og -kæreste omkring mig.

Det er nemlig ingen selvfølge – hvad mange af jer derude desværre også ved …

 

Tidligere har jeg spammet bloggen med julebilleder – og jeg plejede at skulle holde mig tilbage, indtil jeg syntes, at NU kunne det forsvares, at starte julelavinen, uden at kvalmen skulle ramme enhver, der dristede sig til et kig indenom …

… et enkelt billede af Nissen Pinocchio i den fortryllede Plexi-skov og et par af de andre tilstræbt tilfældige pynterier, sådan som moden jo foreskriver i disse tider, slipper I dog ikke for. Det der tilstræbt tilfældige, er iøvrigt meget sværere at få til at spille, end det omhyggeligt udtænkte … men sådan er der jo så meget her i livet – hvoraf julepynt nok er noget af det mindst vigtige ;-)

Tidligere kunne jeg forresten også overkomme at svare på kommentarerne til de indlæg jeg fik skrevet – og det burde jeg stadig kunne finde tid til, det er kun almindelig respekt for de der tager af deres egen sparsomme tid for at berige mig med et par ord.

- men  indlæg, som ofte talte op til 3 om dagen … nej, det var udelukkende fordi jeg i det hele taget havde alt, alt for meget tid.

Det var tidligere …

Jeg ønsker ikke alt den overskydende, uvirksomme tid tilbage, selvom jeg ofte savner den tidligere tættere kontakt til mine søde læsere og alle I andre dejlige blog-ejere …

Hvad jeg til gengæld ønsker – af et oprigtigt og inderligt hjerte - er en Glædelig Jul til enhver, der læser dette … og må fred og lykke sænke sig over jer alle.

→ 14 kommentarer

Bobbi Brown

tirsdag 6. december 2011 · Lust-haves, Opslagstavlen

Jeg er ikke én af dem, der roser mig af at klaske noget tilfældigt i ansigtet, når jeg husker det. Jeg har altid “lagt ansigt” når jeg går ud af døren, men til gengæld bruger jeg ikke så meget og jeg har heller aldrig noget med mig til at “friske op med” i løbet af dagen. Jeg har såmænd prøvet, at have en lille fiks makeuppung med mig, men jeg har da endnu aldrig nogensinde kunnet huske også at få brugt noget af indholdet i løbet af dagen …

Derfor – sammenholdt med, at jeg jo også bliver ældre – har jeg ganske store krav til dét, jeg så rent faktisk putter på ansigtet, dér ved dagens start eller inden jeg smutter i byen. I det hele taget hælder jeg nok mere og mere til “lidt men godt-princippet” også på dette område …

I Berlin i efteråret købte jeg, for første gang, lidt af det amerikanske mærke “Bobbi Brown“, som jeg var blevet nysgerrig på, efter flere gange at have set det vældigt godt anmeldt i bladene. Jeg har meget tynd hud under øjnene, hvilket er hovedårsagen til de såkaldte ”mørke rande”, så jeg er altid på jagt efter den ultimative concealer og netop her, har Bobbi Brown et særligt koncept.

Det består af en abrokosfarvet corrector, som lægges først og efterfølges af et concealer kit med dels en cremet concealer (som fås i ganske mange farver), dels en fin pudder, som fikserer hele baduljen. Det kan måske lyde tungt og “malet” – men er det stik modsatte og derfor meget velegnet til såkaldt “moden hud”, da det overhovedet ikke sætter sig i linjerne omkring øjnene - og desuden bliver hvor det skal.

Bobbi Brown er ikke et lavpris-mærke og egentlig klinger navnet ikke særligt “eksklusivt” i mine ører, men emballagen er faktisk Chanel-lækker og vigtigst af alt selvfølgelig, så fungerer indholdet virkeligt godt. Jeg har også investeret i en creme blush – og det er uden sammenligning den bedste af slagsen, jeg nogensinde har prøvet.

Desværre fås Bobbi Brown, så vidt jeg kan konstatere, herhjemme kun i Magasin og en sådan har vi ikke længere på mine kanter. Det er lidt træls, da de helt rigtige farvematch er altafgørende i en ordentlig makeup, men så må man jo gøre det, at man bruger lidt ekstra tid og får noteret numre og farver m.m. ned, når man er i nærheden af en fysisk makeupstand, så man ved hvad der skal bestilles, hvis det senere skal ske over nettet.

→ 3 kommentarer

Jimmy