Min førstefødte fylder år i dag. 21 bliver han.
Jeg har tidligere holdt taler for vores dreng – både mundtligt og skriftligt - så i dag vil jeg prøve at lade nogle ord, fra min vinkel, ledsage det portræt, som hans søde kæreste har malet …
Skønt jeg vel efterhånden burde have vænnet mig, har jeg stadig lidt svært ved at forstå, at jeg er nogens mor – og da slet ikke til en ung mand på 21, men det er jeg jo altså. Uforberedte er der nogle af os der er, når det første barn kommer. Både på praktikken og på følelserne - men jeg var da især, fordi jeg aldrig rigtigt havde kunnet se ideen med konceptet “at mangfoldiggøre menneskeheden”. Nysgerrigheden og biologien tacklede mig imidlertid bagfra, med 11 års ego-samliv med min husbond bag mig og stærkt begrænset erfaring med spædbørn, fandt jeg pludselig mig selv som mor til 4,5 kg bouncing boy med en totalt umættelig appetit – især på livet.
Det har været mit livs åbenbaring at få mine børn - intet mindre – og jeg var da også i familie med mit nyfødte drengebarn fra første øjeblik – og her mener jeg ikke blot biologisk. Da jeg ikke havde noget sammenligningsgrundlag – og vel egentlig heller ikke nogen interesse i sammenligninger – opdagede jeg i starten ikke helt, at vi ikke havde fået en blød mellemvare. Jeg lagde da godt mærke til, at drengen var stor og stærk, motorisk usædvanligt hurtig og sikker - og vel også hvad man som jyde vil betegne som kvik. Langsomt gik det op for mig, at han måske også var lidt mere end det. Da Harry Potter-feberen begyndte at hærge Danmark, han var dengang omkring 10, gik tålmodigheden med at skulle vente på oversættelserne hurtigt fløjten - og drengen lærte sig derfor hurtigt engelsk på et niveau, så han selv kunne læse dem, så snart de udkom på originalsproget. Der og da, hvor han pludselig læste mange hundrede sider på engelsk uden problemer, begyndte det at dæmre, at han nok havde noget ekstrakapacitet og i den grad måske også manglede udfordringer på det læringsmæssige område.
Jeg selv har altid følt mig en anelse ensom, fordi jeg godt kender det med at have et lidt snørklet hjernekistefyld, at tænke (for?) meget og især have en temmelig god hukommelse. Det er ensomt at huske meget bedre og mere detaljeret end de fleste andre, så en af de klare personlige gevinster ved at blive mor til én man selv havde leveret nogle gener til, var at have fået et andet menneske tæt på, som tænkte og huskede meget a la migselv. Jeg har slet ikke en IQ der matcher, men drengen ligner nok trods alt mig mere, end han ligner nogen anden.
Hjemme hos os får vi altid udfordringerne i pose og sæk, så drengen fik også som 6½ årig en særlig tilstand/sygdom, som gør ham yderligere synlig i mængden. Han udviklede Alopecia Areatha Universalis, en autoimmun tilstand, som betyder at man mister alt hår på hele kroppen – også bryn og vipper.
Nu har den af visse kredse så højt berømmede “danskhed” jo ikke præcis rummelighed, som én af kardinaldyderne, så hvad den dreng har måttet lægge ører og krop til, kan jeg næsten ikke bære at tænke tilbage på. Han lod sig imidlertid aldrig kue, selv ikke når han blev fysisk overfaldet, har i det hele taget en bomstærk psyke også og har stået det igennem – uden andre synlige “men” end en udstrakt omsorg og forståelse for andre med særlige omstændigheder. Sjovt nok - og jeg mener ikke her i betydningen ha-ha-sjovt - har de fleste af de mennesker jeg beundrer allermest for deres fine menneskelige kvaliteter forresten været mobbet, nu jeg tænker efter, men det er nok et helt andet indlæg …
Hvordan ser hans verden så ud i dag? Ja, han har et rigt og dejligt socialt liv. Tiden har arbejdet godt for ham – og stort set alt som før var imod ham, er nu med ham. Han har en nærmest karismatisk udstråling og er utroligt afholdt - både af jævnaldrende og mennesker langt ældre. Det gode fædrende ophav jeg har valgt til børnene ;-D opdrager til, at er man særligt begunstiget, så putter man sit overskud ind i fællesskabet – og det ser vi heldigvis en ung mand som efterlever 100%. Han har også fundet en yndig, begavet og talentfuld kæreste og det er en kæmpefornøjelse, at se hvor godt de to unge gør hinanden.
Han ligner mig iøvrigt på mere end kringlede hjernevindinger – benbygning, farver og former kommer i udstrakt grad fra mig – og det er især tydeligt på kærestens portræt … den mund er fuldstændigt mit bidrag :-)
Portrættet hedder “The Road Ahead” – og selvom jeg egentlig synes han fortjener, at vejen foran ham bliver langt mindre tornefuld end den han allerede har tilbagelagt – så ser jeg ingen garanti i dén retning. Sådan spiller livets klaver jo ikke. Til gengæld ser jeg, at han er rustet til at vandre den uanset forhindringerne - og heldigvis, nu hvor vi har måttet give slip, ser det ud til at han ikke vandrer alene …
Man må gerne af ovenstående få den mistanke, at jeg er fantastisk stolt af min dreng – mest for hans styrke, venlighed og livsmod og i mindre grad for hans gode hoved, som jo når alt kommer til alt, blot er én af naturens luner. Det er aldrig nogen velsignelse at være anderledes end de fleste, men det kan vendes til noget godt – og heri ligger vist den sandeste og vigtigste af livskunsterne. Den mestrer vores dreng allerede godt!
Congratulations, my very special boy - and never, ever doubt that you’re simply the best!
